Sensommer og strikkefestival

Oprettet d.

Sensommer og strikkefestival

Selv om temperaturen stadig er høj og solen skinner, er jeg så småt i gang med at planlægge efteråret. 

Fredag den 29. august inviterer jeg til en Inner Child Strikke Salon, hvor du kan komme forbi og strikke på din Inner Child Sweater fra Lærke Bagger. Lærke Bagger laver en udstilling på Arken, hvor du kan indlevere din Inner Child Sweater og få den udstillet. I den forbindelse tilbyder jeg, at du kan indlevere sweateren hos mig senest 20. september, hvor jeg så sørger for at afsende de indleverede sweatre. Så sparer du porto og vi skåner miljøet (og viser Arken, hvor meget vi strikker i Kolding).

Der er kommet nye garner på hylderne, nye farver i de garner jeg allerede har og måske kommer der et par nye kvaliteter på hylderne i løbet af efteråret. 

Jeg er oppe på 60 farver i Finull og 50 farver i Snefnug. Jeg forsøger at have så mange farver som muligt i de forskellige kvaliteter. Jeg elsker farve, og nyder hver dag i mit lille garnparadis. 

Til efteråret skal vi strikke og hækle i farver og mønstre. Vi skal lege med strukturer og så skal vi have bund i resterne. 

Jeg har lavet legeaftaler med Furie Design og Uhlala Knitwear, som vil hjælpe os med at få orden på garnlageret og få brugt garnet til gode projekter. Du kan læse mere om deres workshop ved at trykke på navnene.

 

I samarbejde med Røde Kors Kolding, inviterer Books & Beans og Garn & Craft til en aften med strik, samtale og hygge, mens vi støtter en god sag. Du tilmelder dig hos Book&Beans. 

Jeg har designet en pulsvarmer til indsamlingen. Den får du tilsendt, når du har købt billet. Du kan også købe den her.

For hver solgt pulsvarmer i september og oktober, giver jeg 15 kr til Røde Kors Landsindsamlingen. 

 

Fra 11. - 14. september er butikken lukket og du finder mig på Fanø. Her har jeg igen en stand til Fanø Strikkefestival. Jeg står hos Galleri Tina Kolding. Det er altid super hyggeligt og Tina har fundet nogle spændende udstillere til galleriet. Du kan se 12 af Strikkerfars skønne sweatre og Naomis smukke strikkede bordløbere/dekoration. Måske har du allerede set nogle af dem i butikken, hvor jeg har haft dem hængende i loftet. 

Jeg tager hyggen fra Kolding med, så du kan komme i Craft Salon og Voksenfritter, hvor du kan slå dig ned med dit håndarbejde til lidt snak og hygge. 

Jeg har også alle mine pre-loved knapper med, gode tilbud på udgåede farver og kvaliteter, broderikits fra Pomp Stitch og Baldyre og andre små lækkerier. Aller vigtigst, så har jeg Pia og portvin med, så hyggen er garanteret. 

Jeg håber, at se dig i butikken eller på Fanø. Kom endelig forbi og hils, det er så hyggeligt. 

 

Helle